Collies



 Flåter

 

 

   En flåt før sit måltid     

 

En flåt efter sit måltid

 

Flåter
Flåter er et problem for de fleste hundeejere. Og det er et reelt problem – ikke mindst fordi mængden af flåter er vokset støt de seneste år og nu ses året rundt. Eksperterne er ikke helt sikre på hvorfor, men mener det kan skyldes ændret klima og flere rådyr i skovene.
Hvad er en skovflåt?
Den type flåt, der findes flest af, er skovflåten. Den er en lille, blod sugende mide, der lever i områder med langt græs, buske og krat. Flåten er 2 til 5 mm lang og fladtrykt (se tegningen). Hun flåterne kan blive op til 15 mm lange og vil være bønneformede, når de netop har suget blod. Skovflåten har et brunt skjold på ryggen. Hannens skjold dækker hele ryggen, mens hunnens skjold er mindre og kun dækker den forreste del af ryggen. Derfor har hunnens bagkrop mulighed for at svulme op – og derved indeholde større mængder blod.
Sådan angriber skovflåten
Skovflåten kravler op ad et græsstrå og hopper herfra videre over på en forbipasserende hund. Når flåten sidder på hunden, søger den normalt mod områder med tynd hud, inden den giver sig til at suge blod. Det er f.eks. hovedet, ørene, armhulerne, lysken og området omkring anus. Skovflåten parrer sig, mens den suger blod. Og efter et par ugers blodsugning falder flåten af hunden for at lægge sine æg.
 
Flåt bid og behandling
Almindeligvis giver flåter i sig selv ikke symptomer på sygdom. I meget alvorlige – og sjældne – tilfælde kan din hund dog være uheldig at blive bidt af tusindvis af flåter samtidigt og derved komme til at lide af blodmangel. Men oftere ses irritation i forbindelse med flåt biddet. Den kan du behandle med antibiotika-salve og kløedæmpende midler, som fås hos dyrlægen. Er der tegn på infektion omkring såret (det hæver op og bliver rødt og ømt), kan det blive nødvendigt at behandle din hund med antibiotika-indsprøjtning og tabletter. Spørg din dyrlæge.
 
Sådan undgår du, at din hund bliver bidt af flåter
Som hundeejer kan du selv gøre meget for at undgå flåtangreb mod din hund. Medicinsk forebyggende behandling har vist sig at være meget effektiv. En rigtig god måde at holde din hund flåtfri på er ved at behandle den med for eksempel Frontline®, Ex-spot® eller Bayvantic®, der afskrækker flåter, lopper og myg mod at gå i pelsen på din hund. Reducerer risikoen for de sygdomme flåter kan overføre, for eksempel borreliose. Er let at give. Du skal smøre det i din hunds nakke og eventuelt også over lænden, hvis det er en større hund.
Selvom du vælger medicinsk forebyggelse, er det altid en god idé at undersøge din hunds pels efter hver gåtur. Spørg altid din dyrlæge, hvis du er i tvivl. Er din hund blevet angrebet, kan du se flåterne kravle rundt i dens pels. Har de endnu ikke bidt sig fast, fjerner du dem lettest ved at gribe dem mellem to fingre.
Har flåterne først bidt sig fast, bør du fjerne dem så hurtigt som muligt for ikke at overføre smittestoffer til din hund. Fjerner du flåterne inden for det første døgn, kan du forhindre, at din hund bliver smittet med f.eks. borrelia. Den bedste måde at fjerne flåter på er ved at bruge en flåttang. Så er du sikker på at få hele flåten ud – også dens munddele. Den gamle metode med at smøre olie på flåtens bagdel anbefales ikke længere, da den giver risiko for, at flåten overfører smittestof til din hund.
 
Borreliose – når flåten overfører sygdomme
Mange hundeejere er ikke så bekymrede for selve flåt biddet som for de sygdomme, flåterne kan overføre. Og det er naturligt nok, da flåter er såkaldte vektorer for blodbårne sygdomme. En vektor er et dyr, som kan overføre en sygdom fra et dyr til et andet – uden selv at blive syg. På verdensplan overfører flåter en række meget alvorlige lidelser i form af forskellige vira, bakterier og parasitter. I Danmark er den mest kendte af dem borreliose. Borreliose skyldes en bakterie ved navn Borrelia burgdorferi. Borrelia kan ramme både hunde og mennesker, men er endnu ikke set hos katte. Undersøgelser har vist, at hver tredje af skovflåterne har borrelia-bakterien i sig, og at én ud af fem hunde har antistoffer mod borrelia. En del hunde har altså været udsat for borrelia på et tidspunkt i deres liv.
 
Hvordan viser borreliose sig?
Kun en lille del af de hunde, der får borrelia, udvikler sygdommen borreliose. Borreliose viser sig på flere måder. Grundlæggende er der to hovedformer: almindelig borreliose og neuro-borreliose. Almindelig borreliose giver symptomer som:
  Feber
  Appetitløshed
  Sløvhed
  Hævede lymfeknuder
  Led betændelse
Forløbet af sygdommen kan enten være akut, kronisk eller intermitterende (dvs. at der nogen gange er symptomer, andre gange ikke). Neuro-borreliose rammer derimod nervesystemet og kan give lammelse af en eller flere hjernenerver og smerter.
Diagnosen borreliose kan være svær at stille, da de kliniske symptomer ofte er mere generelle og uspecifikke. Blodundersøgelser kan afsløre om din hund har været udsat for borrelia, men ikke om der er tale om en akut infektion. Har din dyrlæge mistanke om en borrelia-infektion, vil han eller hun oftest foreslå en bredspektret antibiotikabehandling gennem længere tid.
 
Sommer: Krydderurter mod flåter
Kog 1 liter vand i en gryde. 
Tag gryden af komfuret, når vandet koger. 
Hæld rosmarin eller timian i. Bruger du tørrede krydderurter, skal du hælde et helt glas i vandet. Vælger du friske krydderurter – som giver det bedste resultat – skal du bruge cirka halvdelen i forhold til det tørrede krydderier.
Læg låg på gryden og lad blandingen trække mindst 1 time. 
Si krydderurter/krydderier fra og hæld væsken i en sprayflaske tilsat 1 spiseske hvidvinseddike. 
Opbevar flasken i køleskabet. 
Spray din hunds pels inden gåturene – især på benene, under halen og på brystet. 
Kig din hunds pels efter, når I kommer hjem. Finder du flåter, vil de oftest "bare" være på tur rundt i din hunds pels og har altså endnu ikke sat sig fast. 
Fjern eventuelle flåter med en flåt pen. Læg flåterne i håndvasken og brænd dem med en lighter, inden du skylder dem ud i kloakken. Hvis du bare skylder dem ud, risikerer du, at de overlever. 
Du kan med fordel spraye dine egne ben, inden du går tur med din hund. Så undgår du også selv flåt bid.
 
Beskyt dig selv mod flåter
Da mennesker også kan blive udsat for flåt bid og efterfølgende sygdomme, er det vigtigt, at du også beskytter dig selv, når du lufter din hund. For at forhindre flåterne i at sætte sig på din hud, er det en god idé at tage lange bukser på, når I går tur. Hav enten buksekanten inde i et par støvler eller sokker, der går ud over bukserne. Så kan flåterne ikke komme ind til din hud. Det er altid en god ide at undersøge dig selv og dit tøj for flåter, når I kommer hjem fra en gåtur. Får du alligevel et flåt bid, bør du kontakte din læge – især hvis biddet hæver op eller bliver irriteret.