|
Ifølge lov nr. 256 § 16 skal en hundehvalp være fyldt 8 uger, før den må flyttes til sit nye hjem.
Udvælgelsen.
Den hundehvalp, du vælger skal være medlem af din familie i mange år fremover. Vælg derfor at købe colliehvalp hos et medlem af DCK. Und dig selv den glæde at se flere hvalpekuld, før du træffer din beslutning.
.
Spørg opdrætteren om.
Hvorvidt hvalpen har fået ormekur og hvornår, samt hvornår kuren eventuelt bør gentages.
Hvornår hvalpen skal vaccineres.
Bed om at se faderen og moderen til hvalpekuldet. Opdrætteren vil ofte benytte en højt præmieret hanhund, som han/hun ikke selv ejer, men vil i så fald kunne oplyse, hvor du kan få faderen at se.
.
Hvalpens nye hjem
Giv hvalpen et sted, hvor den kan hvile uforstyrret. En kurv, en hundeseng på ben eller blot et fredeligt hjørne er ideelt, såfremt der er rigelig plads til at hvalpen og senere den voksne hund kan ligge helt udstrakt på siden. Det er vigtigt, at der på hundens hvileplads ikke forekommer træk.
Hvalpens søvnbehov er meget stort, og for at den kan udvikles harmonisk, må du påse, at dens søvn ikke forstyrres. Kald blidt på den, hvis den skal vækkes. Hvalpene og den voksne hund bør altid have adgang til friskt drikkevand.
.
Renlighed
Luft hvalpen så snart den vågner, efter hvert måltid og efter leg og tumlen. Gå med den ud og bliv hos den, så du kan rose den, når den har besørget. Er uheldet sket inden døre, uden at du har set det, må du acceptere dette og lade hvalpen i fred. Sker det derimod, mens du ser det, anvendes et bestemt "fy" - og hvalpen sættes roligt ud på det sted, hvor du ønsker den skal besørge.
.
Fodring
Fra opdrætteren bør du modtage en skriftlig kostplan, som det er yderst vigtigt at følge. Vil du ændre i den, bør det ske i samråd med opdrætteren eller dyrlægen. Enhver foderændring bør ske gradvist.
Hvalpen kræver mad flere gange om dagen.
Det er kun nødvendigt at fodre den voksne collie en gang dagligt.
HUSK: Der skal være adgang til friskt vand både for hvalpen og den voksne hund.
.
Han - Tæve
Om man skal vælge en han eller en tæve vil altid være et temperamentsspørgsmål.
For tævernes vedkommende må man regne med 1 á 2 løbetider om året, hver på en periode på ca. 3 uger. I dette tidsrum må hunden holdes isoleret.
Mange mennesker har den fejlagtige opfattelse, at hanhunde er umulige at holde hjemme, man siger, at de strejfer. Udtalelser som denne bør aldrig afholde en familie fra at vælge en hanhund, idet man ved ganske almindelig venlig, men bestemt opdragelse kan lære hunden, hvor langt fra huset, den må bevæge sig.
.
HUSK! Der skal tegnes en lovpligtig hundeansvarsforsikring senest, når hvalpen er 4 mdr.
Man kan også tegne en forsikring der gælder hvis den kommer ud for uheld
En kvittering på medlemsskab af Dansk Collie Klub, vil hos nogle forsikringsselskaber give rabat.
.
|