|
Colliens oprindelses Sted:
Collien er en britisk hyrdehunderace, hvis aner kendes over 100 år tilbage. Oprindelig har hunden været anvendt som vogter af sortmaskede får i det skotske højland. Disse får kaldtes Coalsheeps og hundene Coalydogs med forskellig udtale og stavemåde fra egn til egn. En anden forklaring på betegnelsen collie er, at navnet er afledt af det keltiske ord Coelio, der betyder en, man kan stole på. i 1860 afholdtes i Birmingham den første hundeudstilling med deltagelse af hyrdehunde, og collien blev udstillet under forskellige racebetegnelser indtil 1895, hvor navnet Collie blev endeligt anerkendt.
Fra starten blev collien udelukkende opdrættet med forbedring af brugsegenskaber for øje, men i og med interessen for udstillinger kom andre ting i betragtning ved valg af avlsdyr; og det er lykkedes ud fra brugshunden at skabe den smukke, stolte hund, som vi kender så godt.
De første udstillingshunde, vi kender, var Old Cockie og Old Mec. - Cockie, der var zobel/hvid, blev født i 1868, og den fik stor indflydelse på racen som avlshund. Hans oprindelse er og forbliver en hemmelighed, da hans ejer nægtede at give oplysninger om ham. - Mec. blev født i 1870 og var tricolour. Også hans oprindelse er ukendt.
I 1873 fødtes Trefoil, en tricolour han, og med ham indledtes en lang, ubrudt linie af collier; der rækker frem til i dag. Samtlige de danske certifikatvindere, hvis stamtræ det indtil nu er lykkedes at spore, ender i direkte linie ved denne ene hund. En forbløffende kendsgerning, der vidner om, hvor stor betydning han har haft for racen.
Den ældste blue-merle collie, vi hører om, er Mr. Brackenburgs Scott, som er født i 1878, han omtales som værende sølvblå, smukt plettet med sort, med hvid krave, hvid brystpels og hvide poter og halespids. Han havde et blåt og et brunt øje. Scott lagde grunden til de første blue-merle vindere.
Collien som familie medlem:
Collien er af temperament en venlig, rolig og stolt hund, der befinder sig bedst under harmoniske forhold. Den kræver, for at udvikle sin personlighed, din fulde opmærksomhed, og den giver dig til gengæld sin trofasthed og endeløse hengivenhed.
Dens følsomme sind bevirker, at den må anses for uegnet som familiehund i hjem uden forståelse for dens trang til omgang og fælles aktivitet med sine ejere, ligesom hensynsløst støjende familier bør vælge en anden hunderace.
Colliens opdragelse starter den dag, du glad og forventningsfuld kommer hjem med en hvalp i favnen. Giv den al din kærlighed, lær den renlighed og lær den at komme, når du kalder den ved navn, og du vil opdage, at den er meget let at opdrage. Tag den med til et beskyttet område (lukket park), slip den løs og kald den tilbage. Ros den meget, når den kommer, også hvis du har ventet længe. Hunden bør dog ikke under nogen omstændigheder færdes på veje eller gader uden snor, lige meget hvor velopdragen den er.
En collie er en meget aktiv hund med behov for megen motion og mulighed for leg. En daglig cykeltur med hunden i trav er særdeles gavnligt for den voksne hund.
Et af colliens største aktiver er dens vidunderlige lange pels, der naturligvis er smukkest, når den er velpasset. Den daglige pleje af pelsen indskrænker sig til at rede hunden bag ørerne og under albuerne med en stiv kam for at undgå filering af de fine hår. En gang ugentligt bør collien gennembørstes grundigt mod og derefter med hårene, samtidig med, at hundens ører, tænder og negle efterses. En gang om året fælder pelsen, men denne periode kan forkortes væsentligt ved dagligt at rede hunden meget grundigt igennem med kam. Følg i øvrigt opdrætterens anvisninger vedrørende dette.
På DCK's skuer er der lejlighed til at se pelspleje demonstreret af fagfolk.
DCK afholder hvert år 3-måneders kurser i lydighedsdressur rundt om i landet. På disse kurser vil autoriserede DCK -instruktører vejlede dig i den rette opdragelse af din collie. Den nybagte hvalpekøber bør ikke snyde hverken sig selv eller sin hund for den fornøjelse, det er at deltage på et hvalpekursus. En velopdragen hund er altid en fornøjelse at færdes med, og den vil altid være velkommen hos dine venner.
At have en collie som medlem af familien er i sig selv en glæde. - Fornøjelsen forøges gennem samvær med andre collieentusiaster, som udstiller, arbejder med dressur, deltager i medlemsmøder, udveksler erfaringer eller blot nyder en hundesnak ved DCK's øvrige arrangementer.
Korthårs collier:
Den korthårede variant af collien kan som race føres lige så langt tilbage som den langhårede. Allerede omkring 1870'erne var der på de engelske udstillinger klasser for bl.a. korthårede fårehunde, og det må anses for meget sandsynligt, at der her deltog korthårs collier. Efter en pause har den været i Danmark siden 1984 hvor den har fundet sig en trofast fanskare.
Sammenligner man de to racer er de fysisk næsten ens. Der er stort set kun forskel i hårlængden og hårstrukturen.
Temperamentsmæssigt er der dog lidt større forskel idet den korthårede collie både ønskes og er, en mere aktiv race. Dette kan især være en fordel hvis man ønsker sig en hund til lydighedstræning og agility. Den korthårede collie er dog stadig, ligesom den langhårede collie, en intelligent, hengiven og lærevillig familiehund. Den korthårede collie kræver selvsagt ikke den samme pelspleje som den langhårede collie.
Medlems Blad:
DCK's medlemsblad, der udkommer 4 gange årligt. Det henvender sig til alle med interesse for collien. Udover annoncering vedrørende udstillinger og skuer, er der også oplysninger om hvilke aktiviteter, der foregår rundt om i lokalområderne. Endvidere indeholder bladet artikler vedrørende hundenes sundhed og pleje. Ofte er der også indlæg fra andre medlemmer med små hverdagshistorier. I bladet finder du navne, adresser og telefonnumre på alle dem, der gerne vil hjælpe dig med at få den bedst mulige tilværelse sammen med din collie.
|